udflåd
Kvinder i den fertile alder og kvinder der tager hormontilskud har udflåd og det er normalt. Volumen og viskositeten ændrer sig naturligt gennem cyklus.
Flere bakterier er naturligt tilstede i den vaginale flora, herunder vaginale mælkesyrebakterier der sikrer en sund sur pH værdi. Bliver udflåd for basisk er der gode vækstvilkår for andre bakterier og svamp.
Faktorer man ved påvirker den vaginale flora
Man er bekendt med, at hormonelle påvirkninger, seksuel aktivitet, menstruation, brug af antibiotika og anden medicin, prævention, vaginalhygiejniske produkter, allergi/ændret immunitet, andre sygdomme, og genetik har betydning for den vaginale flora.
Østrogens rolle
Østrogen stimulerer vækst og herved aflejres glykogen i de vaginale slimhindeceller. Glykogen er ernæringssubstrat for laktobaciller som har betydning for det gode sure miljø der skal sørge for at de øvrige vaginale naturligt forekommende bakterie ikke får overtaget. Det er forklaringen på at symptomerne kan have cyklisk præg, at det nogen gange kan hjælpe at stoppe med p-pillerne og forklaringen på hvorfor barslende kvinder ikke sjældent har vaginale gener når de ammer, da man af den grund har lavere østrogenniveau. En ændret balance kan også skyldes de naturligt tyndere slimhinder som følge af lavt østrogen i relation til overgangsalderen.
Symptomer
Udflådsgener kan være øget udflåd, ildelugt, forværring efter samleje og ved menstruation. Der kan ses gulligt tyndt udflåd, det kan også være hvidligt og klæbende. I tillæg kan der opstå svie og kløe genitalt, irriteret urinrør og smerter ved samleje.
Vær opmærksom på, at kløe som er kendt kardinal symptom for svampeinfektion, også er tilstede i 50% af tilfældene af bakteriel vaginose. Hvis man kun forholder sig til at kvinden har kløe er det kun 30-40%, der har en svampeinfektion.
Diagnosen
Seksuelt overført infektion skal der altid overvejes. Hyppige årsager til udflådsgener er en ubalance i din normale vaginale flora (vaginose), vedvarende irritation (vaginitis), eller svampeinfektion. Disse tre tilstande kan man som regel skelne mellem ved mikroskopi. Sjældent kan det dreje sig om cancer eller fremmedlegeme oppe i skeden og derfor er det relevant at foretage en grundig gynækologisk undersøgelse ved vedvarende symptomer.
Undersøgelsen
Du vil få foretaget en gynækologisk undersøgelse samt mikroskopi af dit udflåd som du får svar på med det samme. Det er vigtigt, at du ikke forud har bruset dig inde i skeden samme dag, da billedet herved ikke er reelt. Ellers gør du bare som du plejer. Har du menstruation, så ring og udskyd tiden, da man ikke kan foretage mikroskopi hvis man bløder.
Hvis der er mistanke om seksuelt overført infektion eller underlivsbetændelse tages der prøver med en vatpind for klamydia, gonoré, og Mycoplasma genitalium, dem er der svar på efter en uge.
Efter undersøgelsen
Du vil ofte få anbefalet en medicinsk behandling til brug i skeden. hvis du oplever umiddelbar forværring, så kan der være tale om en blandingstilstand og der er behov for at tilrette behandlingen ved en kontroltid.