Lichen sclerosus
Hvad er Lichen sclerosus?
Lichen sclerosus er en kronisk hudsygdom, som hyppigst rammer huden omkring skedeindgangen, de ydre kønsorganer og endetarmsåbningen. Sygdommen sidder ikke inde i skeden.
Årsagen kendes ikke med sikkerhed, men meget tyder på, at sygdommen skyldes en autoimmun reaktion, hvor kroppens immunforsvar angriber hudens væv. Sygdommen er ikke smitsom.
Lichen sclerosus kan ses i alle aldre, men forekommer hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen. Tilstanden kan også ses hos piger før puberteten.
Symptomer
De mest almindelige symptomer er kløe, svie, brændende fornemmelse, ømhed eller smerter og smerter ved samleje
Huden bliver ofte tynd, skrøbelig og elfenbenshvid. Der kan opstå små rifter eller blødning.
Hvis sygdommen ikke behandles, kan der med tiden udvikles arvæv, som kan medføre:
- sammenvoksning omkring klitoris
- udtynding eller forsvinden af de små kønslæber
- forsnævring af skedeindgangen
- smerter ved samleje.
Nogle kvinder har ingen symptomer, selvom sygdommen er til stede.
Risiko for kræft
Lichen sclerosus er en godartet sygdom.
Hos et mindre antal kvinder kan der over mange år udvikles celleforandringer eller kræft i huden (vulvacancer). Risikoen vurderes til omkring 3–5 % gennem livet.
Regelmæssig behandling med binyrebarkhormon reducerer denne risiko betydeligt.
Kontakt lægen, hvis der opstår et sår, der ikke heler, en knude, vedvarende fortykkelse af huden eller blødning uden forklaring.
Diagnose
Diagnosen stilles oftest ved en gynækologisk undersøgelse.
Hos mange kvinder kan diagnosen stilles ud fra hudens karakteristiske udseende.
I nogle tilfælde tages en lille vævsprøve (biopsi) i lokalbedøvelse. Selve biopsien er ikke smertefuld, men det er bedøvelsen forud som regel, men kortvarigt.
Biopsi anbefales især hvis:
- hudforandringerne er atypiske
- der er mistanke om celleforandringer eller kræft
- behandlingen ikke har den forventede effekt
- diagnosen er usikker.
Hvis der allerede er startet behandling med Dermovat, vil hudforandringerne ofte ændre sig. Derfor er det som regel mest hensigtsmæssigt kun at tage biopsi senere, hvis der fortsat er mistanke om en anden sygdom eller celleforandringer.
Behandling
Behandling anbefales til alle med lichen sclerosus, også hvis symptomerne er beskedne eller mangler.
Målet med behandlingen er at lindre kløe og smerter, at stoppe betændelsen, at forebygge arvævsdannelse og mindske risikoen for kræft.
Sygdommen kan ikke helbredes, men kan hos de fleste holdes godt under kontrol.
Dermovat®
Den mest effektive behandling er Dermovat® salve (clobetasolpropionat 0,05 %).
Smør et tyndt lag på de angrebne områder.
Opstartsbehandling
- hver aften i 4 uger
- derefter hver anden aften i 4 uger
- derefter 2 gange om ugen i 4 uger.
Dette behandlingsregime anbefales i internationale retningslinjer og giver den bedste dokumenterede effekt.
Vedligeholdelsesbehandling
Efter opstartsbehandlingen har mange glæde af at fortsætte med:
- Dermovat 1–2 gange ugentligt.
Hvis symptomerne blusser op, kan behandlingen igen øges i en kort periode.
Det er vigtigt ikke at være bange for den anbefalede mængde binyrebarkhormon. Når behandlingen anvendes korrekt, er risikoen for bivirkninger meget lille, mens gevinsten er stor.
Daglig hudpleje
Vi anbefaler desuden at:
- anvende en uparfumeret fedtcreme eller olie dagligt
- undgå tætsiddende tøj, hvis det giver irritation
- bruge glidemiddel ved samleje
- for kvinder i overgangsalderen kan vaginale østrogenstikpiller fast to gange om ugen være en ekstra hjælp, da det oftest er i overgangen fra slimhinde til hud, at der opstår rifter.
Kontrol
Lichen sclerosus er en kronisk sygdom og kræver livslang opfølgning.
Vi anbefaler kontrol én gang om året, oftest hos egen læge eller gynækolog, hvis alt går godt kan intervallet forlænges.
Ved kontrollen vurderes:
- om sygdommen er velbehandlet
- om behandlingen skal justeres
- om der er tegn på arvæv eller nye hudforandringer.