Blødningsforstyrrelser

Hvad er blødningsforstyrrelser?

Uregelmæssige menstruationer forekommer hyppigst hos den helt unge kvinde – samt hos kvinder i de sidste 5-10 år før overgangsalderen.

Manglende ægløsning og dermed svingende hormonpåvirkning af livmoderslimhinden kan føre til blødningsforstyrrelser, alt fra småblødninger til kraftige og/eller uregelmæssige menstruationer.

De blødningsforstyrrelser du oplever, kan altså være udtryk for helt normale ændringer som følge af din alder. Hos ældre kvinder kan årsagen også være en polyp eller en muskelknude i livmoderhulen. Disse er stort set altid godartede forandringer.

I nogle tilfælde kan der opstå celleforandringer i slimhinden i livmoderhulen. Disse er sjældne hos kvinder under 50 år, men hyppigere hvis man er overvægtig, hos kvinder med sukkersyge, kvinder som i lange perioder ikke har haft ægløsning og hos kvinder i behandling for brystkræft med stoffet Tamoxifen. Der er derfor god grund til at undersøge dig nærmere, hvis den medicinske behandling, du har forsøgt, ikke har løst dit problem.

Hvad sker der hos gynækologen?

Der foretages først en almindelig gynækologisk undersøgelse inklusive ultralydscanning. Det kan være nødvendigt at supplere den almindelige scanning med en vandscanning. Den foregår ved, at et tyndt plastikrør føres ind i livmoderhulen. Gennem dette rør sprøjtes der lidt lokalbedøvende væske, samtidig med at du bliver scannet. Herved bliver polypper og muskelknuder synlige, og deres størrelse og placering kan bestemmes. Denne undersøgelse mærker du stort set ikke noget til.

Hos nogle tages en vævsprøve fra slimhinden i livmoderhulen. Denne prøve tages gennem det samme rør, som blev anvendt til vandscanningen. Prøvetagningen kan give menstruationslignende ubehag. Du kan med fordel tage to Panodil-tabletter evt. suppleret med Ibuprofen 3 tabletter a 200 mg (håndkøb) en time før undersøgelsen. Kan du ikke tåle gigtmedicin, bør du nøjes med et par Panodil-tabletter.

Hvad skal du passe på efter undersøgelsen?

Du kan bløde en lille uges tid efter undersøgelsen. Blødningen skal være mindre end menstruationsstyrke og gradvis aftage.

Hvis du i dagene efter undersøgelsen oplever:

  • kraftig blødning
  • ildelugtende udflåd
  • feber

bør du kontakte klinikken. Udenfor almindelig åbningstid kontaktes 1813 eller skadestue. Du vil normalt selv kunne køre hjem efter undersøgelsen – samt gå på arbejde.

Hvori består behandlingen?

Har du en polyp som ikke er for stor kan den fjernes i klinikken ved en kikkertoperation nedefra. Et lille indgreb, der foregår i lokal bedøvelse. Finder vi en godartet muskelknude fjernes denne på hospital eller ved privat gynækolog med udvidet udstyr. Skyldes dit blødningsproblem ikke polyp eller muskelknude der kan fjernes, kan medicinsk behandling komme på tale. Denne kan bestå i Cyklokapron, P-piller eller en hormonspiral.

Cyklokapron er ikke et hormon, men et stof, som fremmer blodets størkning, hvorved blødningen reduceres op til 50%. Cyclokapron tilbydes kvinder med meget kraftige men regelmæssige blødninger.

P-piller er et effektivt middel til behandling af såvel uregelmæssige som kraftige blødninger og kan anvendes helt frem til 50 års alderen til ikke rygende kvinder med stabilt blodtryk og uden tendens til blodpropper. P-pillebrug giver øget risiko for blodpropper i ben og lunger. Risikoen er dog kun halvt så stor som ved gennemførelse af en graviditet.

Hormonspiralen indeholder i modsætning til P-pillerne ikke østrogen men kun gestagen, et andet kvindeligt kønshormon, der gør slimhinden i livmoderhulen tynd. I de første måneder vil man tit opleve, at slimhinden bliver aktiveret og det kan give blødninger af vekslende styrke og varighed. I takt med, at slimhinden bliver tyndere aftager blødningerne.

Hos det store flertal af hormonspiral-brugere optages der så lidt hormon i kroppen, at kvinden ikke mærker det. De resterende kan opleve forbigående hovedpine, uren hud, brystspænding og humørsvingninger. Spiralen koster godt 1.200 kroner. Nogle kvinder bryder sig ikke om eller egner sig ikke til medicinsk behandling. Disse kvinder kan tilbydes kirurgisk behandling i form af fjernelse af slimhinden i livmoderhulen eller fjernelse af hele livmoderen.

Fjernelse af slimhinden i livmoderhulen foregår i lokal eller fuld bedøvelse på hospital. Indgrebet ikke gøres om, så du skal være helt sikker på, at du ikke ønsker flere børn, før du vælger denne behandling. Som hovedregel tilbydes behandlingen kun til kvinder over 40 år.

Fjernelse af livmoderen er forbeholdt kvinder med celleforandringer i livmoderhulen eller kvinder, hos hvem anden behandling har været uden effekt eller hvor mange og/eller store muskelknuder giver tryk på blæren (hyppig vandladningstrang), afføringsbesvær eller smerter.